Vis kilden til En vestlandsk Skovdal

[[Category:Eventyr]]
Landet mellem Bukken- og Hardangerfjorden danner som bekjendt en stor Halvø, fuld af Fjorde, Fjordarme, Indskjæringer, Dalstrøg og Fjelde; over dets indre Del hvælver Folgefonden sit evige Dække af Bræer og Jøkler. -Naar man kommer nogle Mil ind fra Havet og den yderste Øgaard, er der paa denne Halvø endnu igjen nogle Skove og Skovdale; enkelte vise sig i Fjeldlierne nede fra Søen af, men flere, tildels de bedste og rigeste ligge afsides oppe i Kjedler og Dale, skjulte mellem Bjerge og Fjelde, der værge dem mod Havstormen. Nede ved Vander er Trævæxten paa sine Steder saa rig og yppig, at her endog findes Egetræer, der rimeligvis ere nogle af de største i Norge.

En Sommerdag for ikke meget længe siden var jeg sammen med Eieren og en af hans Husmænd paa Vandring i en af disse dypt indgaaende Skovdale, om hvis Tilværelse og Udstrækning man neppe har nogen Anelse, før man er midt inde i dem. Efter en brat Opstigning gikk vi en Tid gjennom Braater og Lysninger, udhugne Strøg, med mægtige Stubber og kuede Rester af ældre Skovvæxt. Overalt skjød Ungskov og Smaafurer frem; hist var der et og andet Holt med smaat Hustømmer; her stred Furebuskene endnu for Livet; længre op, hvor Jordbunden var skrindere, havde Eneren udbredt sig i tætte Klynger; her stod Væxterskoven som en Børste, thi det væbnede, værgende Enerkrat havde fredet den mod Fætand og Fæfod.

Men alt som vi kom frem, skifdede Skoven og dens Scener; hvor Dalen snart videde sig ud, snart trængres sammen, stod Furerne høivoxne i jevnere, tættere Samstand; ranke, glatte Stammer skjød høit op i Veiret med en liden Bardusk i Toppen (saa syntes det idetminste nedenfra); her var dygtige Spirer og Emner til Mastertræer, om de fik Tid og Fred til fremdeles at voxe i Selskab med sine Frænder.

Jægtebyggernes hvirvlende Hammerslag og Skurlarmen fra Sagen paa Odden nede ved Fjorden lød for lidt siden i vort Øre. Nu hørtes den ikke længre; i Skoven herskede en Ro og Stilhed, som Vindens lette Sus i Trætoppene og Elvens Brus i Dalen kun gjorde endnu tydeligere; det dæmpede Lys mellem de tætte rødlige Furestammer gav det hele et eget Høitidsrpæg.

Endelig lysnede det mellem Stammerne, og Dalen laa aaben for os; den gik i sydlig Retning med en Bøinging mod Øst; i det klare Solskin laa Myrstrøg med store Tuer og vantrevne Smaafurer, afbrudte ved Lysninger paa fastere Jordbund og enkelte Grupper af høit opragende Træer; her var Skovluften frisk og sød at aande, mættet med krydret Duft. Mod Vest og Syd opover den nederste lavere Skraaning af Lien fortætter Høiskogen sig; den er vel af yngre Alder end den, vi nys forlod, men den har en Regelmæssighed og Alderslighed, som skriver sig derfra, at Jordbunden for mange Aar siden ved en Skovbrand tilfældigvis blev forberedt til at modtage et rigt Frøfald. Paa Østsiden er det brattere; steile Lier og høie Vægge skygge for Solen og kaste altimellem mægtige Slagskygger ut over Dalen, men op over disse Styrtninger klatre Fure og Birk, Rogn, Hægg og andre Løvvæxter overalt, hvor de finde Rodfæste, indtil de ikke længre formaa at staa imod Veirlaget i Høiden. Men oppe i Høiderne baade her og i de øvrige Strøg, hvor Jordbunden var knappere og hvor Kampen med Stormene optog en større Del af Væxternes Kræfter, artede Trærne sig ogsaa paa forskjellige Maader: snart toge de Plads paa forskjellige Hylder og Fremspring, klyngede sig ind til Væggen og stode der med Grenene paa Vindsiden som Kjæmper, ingen vovede at nærme sig til; snart stode de frit paa Knauser eller oppe i det aabnere Skovbryn med kore undersætsige Stammer og udbredte sine knudrede, vinklede Grene mod alle Kanter, ret som de med mægtige truende Arme trodsede Himlens Veir og Vind, til ligesaa megen Glæde for Yndere af maleriske Træformer, som til Næring for Jægtebyggerens praktiske Sands; thi her er ligesaa god Udsigt til Studier og Skitser for Maleren, som til Emner for Skibsknæ og Krumholter, Spanter og Kjøltræer.

Vi gjennemvandrede disse vestlige og sydlige Skovlier og fulgte Dalbunden tilbage igjen.

Som Skoven under vor Vandring vexlede i Trangskov og Lysninger med forskjellige Alders- og Væxtforhold, saaledes skiftede ogsaa det dæmpede Lys inde i de tætte Samstand med Solskinnet paa de friske aabne Græspletter, den klare Dag oppe i Lierne med Slagskyggerne i Dalen, de grønne Løvtepper udover Bratterne med de sorte dryppende Bergvægge og de graa Fjeldtoppe i Høiden.

En Tid hørte vi kun Elvens Sus og Brus; siden fulgte den os let og brunlig klar, snart strygende forbi i Hop og Dands, snart givende til Bedste et Regnbueskimt, hvor den i et Fossefald satte ud over Stupet, og endelig ilede den afsted gjennem Lunde af Birk og Older, mellem Græsvolde og fugtige Moseflader, som hist og her dannede Rammer om Stene og Klipper.

Fjeldbækken oppe i Høiden ser ikke saa liden ud; den vil ogsaa være lystig og gjøre det bedre end Elven, derfor sætter den dristig afsted utover tæt ved den høieste Fjeldkam, men den bliver borte paa Veien, opløst til Taage drysser den som det fineste Støvregn forfriskende ud over Skoven.

Som en Modsætning til denne oplivende Skovnatur stod hele Tiden Billederne fra den nøgne vilde Øgaard, fra den lyngdækkede Jordflekker mellem Klipperne, som Havet ombrusede, fra de veirslidte, skovbare Kyststrøg, hvor jeg for kort siden færdedes med alle de Savn, Skovbarheden og Træmangelen medførte for Agerbrug, Fædrift, som for de fleste af Menneskenes praktiske Gjerninge. Jeg vil ikke sige, at Sandsen for Havets udjevnede Indflydelse, for dets Kraft til at oplive og staalsætte Folket, aldeles manglede mig. Men det forekom mig, at jeg aldri som her havde følt, hvad Skoven er for Mennesket, ikke alene for dets Udvortes, dets fysiske Velvære, men for dets hele indre Liv. Den Kvægning, Skovnaturen skjænker, er som en oplivende Vin, og den kan vel behøves. Trænger man ikke længere til det tørre Træ, saa trænges der saa meget mere til det grønne, som det staar der i Saft og Kraft, til at varme det indvendige ved. Et Folk uden Skovland er næsten ligesaa ilde stelt som en Nation uden Søkyst; de store Skovvidder ere ikke alene en Fornyelseskilde for Jordbunden, men ogsaa for Folkeaanden og dens Aabenbarelser. - Skoven bør saaledes holdes i Agt og Ære ikke alene for Kakkelovnsvarmens Skyld, eller for Agerbrugets og Fædriftens, eller for Handelens og Søfartens Skyld, kort, ikke alene for Folkets legemlige Velvære, men ogsaa for dets aandelige Velgangs Skyld, forat Folkelivets Puls kan banke med fulde og friske Slag.

Alt ved flere Leiligheder havde jeg mærket, at Folket her i Egnen ikke var blevet uberørt af Skov- og Fjeldnaturen, men hidtil havde Skoven selv, dens Tilstand og Væxtforhold, med Tømmer og Tømmerslag, Førsel og Afsætning optaget vore Tanker og Tale.

Udpaa Eftermiddagen kom vi frem ved en Fjeldvæg og satte os i Skyggen af den tætte høistammede Skov, som stødte lige op til Uren, under Væggen for at hvile. - Jeg skal i dette Øieblik ikke kunne sige forvist, om mine Vandringsfæller, som jeg, alene nød Hvilen i Hvilen og lod Fantasien gaa ud paa Tog, eller om ikke Skoveieren kvægede sig ved en obligat Snadde og Husmanden ved atter at opføre et Efterspil paa den Spegebovfele, som vi riktignok tidligere havde skuret paa med tilhørende Klunk af Lommeflasken.

Sikkert er det, at Fjeldvæggen helt og holdent fængslede mine egne Tanker. Der skulle ikke meget til i dens Ridser og Kløfter, Fremspring og Fordybninger at finde en vis Lighed med et stort gotisk Bygningsværk. Spidsbuer, Portaler, Udhugninger og allehaande fantastiske Prydelser, som gik ind i Stilen, var der nok af, og den nærmeste Forestilling var naturligvis den, at Fjeldvæggen var Ydersiden af en Borg eller et Palads for Trolde og Underjordiske.

"Sig mig," sagde jeg, livet af dette, til min rolige, besindige Ven, Skoveieren, - der rimeligvis tænkte paa alt andet end Troldskab - "sig mig, dette er vel Troldaasen, kan jeg tænke? Jeg har saa ofte hørt den nævne, men aldrig faaet vide noget nærmere om den, og noget maa der vel være."

"Ja vist er det saa," svarede Skoveieren og kastede Øiet op over Væggen. "Jeg har visst hørt baade mangt og meget i gamle Dage; men jeg har ikke godt Minde for slige Ting. John, tænker jeg, mindes det bedre, og derfor mener jeg nok, Du fortæller, hvad Du ved om Troldaasen og "hint Folket", som de sige boede her engang i gamle Dage," ytrede han opfordrende til Husmanden.

"Ja, det var saa det," sagde John som var en aldrende Mand med dybtliggende Øine og et mørkladent Ansigt. "Jeg mindes ikke andet end det jeg har hørt før mig fra gammel Tid, og ilde tykkes det mig det skulle være, om Husbond havde glemt det, for mindes jeg ikke feil, saa har jeg hørt det saa, at det altid har været det samme Folkeslaget som har boet her paa Gaarden."

"Ja, det var saa det," sagde han atter, modtog den Skjænk, som blev tilbudt ham, med "Velkommen til" og gav, da han efter gjentagne Nødninger havde ladet den smake sig til sidste Draabe, Tomlingen fra sig med: "Tak for Skjænken; det var aavelag til god Vin."

"Det var nu i meget gamle Tider, Gaarden var meget mindre indengjærds end nu; der var ikke mere Dyrkningsjord end mellem begge Elvene, og Husene stod paa Midtbøen strax nedenfor Veien. Det var bare én Mand, som eiede hele Gaarden den Tid, og der var ingen Husmand under den. Han var Løskarl og holdt bare Tjenestedreng og Tjenestepige. Selv stod han paa Sagen, naar der var Tømmer at skjære, men det gik nok ikke saa ofte paa i de Tider, for det var ikke saa letført at faa Tømmeret frem dengang som nu; Sagen stod i den nordre Elven; den søndre var ikke større end en Bæk, for der var endnu ikke dæmmet op for de Vandene, som ligge i Valefjeldene.

En Ting havde Tjenerne lagt Mærke til, og det var, at Manden gik bort næsten hver Lørdagskveld og kom først igjen ved Middagstid om Søndagen, og iblandt ikke før Mandagen. De undredes paa, hvad dette kunde være og var nysgjerrige efter at vide, hvor pas han var, men ikke torde de spørge, og endda mindre torde de gaa efter og lure, for han var en barsk og hvas Mand. En Lørdag traf det saa, at han tog Drengen med paa Sagen, for han vilde gjerne blive tidlig færdig med Skuren. Drengen skjønte vel, at Husbonden var i Godlundet, og saa var han saa forviten, at han vovede sig til at spørge: "Hvor gaar Husbond hen hver Lørdagskveld; skal tro han gaar paa Frieri ensteds?" "Nei," sagde Husbonden, "det gjør jeg ikke, men har Du Lyst til at være med mig ikveld, saa skal du faa se, hvor jeg færdes og hvad Folk jeg er ilag med." De drev paa, alt de orkede, og da det led til Non[2], var de færdige med Tømmerskuren. - Så gik de hjem, tvættede sig og tog Helgeklæderne paa, og da de havde spist Nonsmaden, gik de østover den søndre Elven og over Brattestølen og Tømmerflaten, - den samme Veien, vi skal gaa ned nu - og lige hid til Aasen. Her standese de.

"Nu er vi fremme," sagde Husbonden; "naar de læte op Døren, maa Du gaa ind rat efter mig."

Drengen blev rent fælen, da han hørte, han skulde ind her, for han saa ikke noget Hus. Men Manden bankede paa, og op gikk Døren med ét som en stor Port i Bergvæggen, saa de kom lige ind i Storstuen; der var det ikke saa folketomt som paa Gaarden, der var nok af "Hine[3]". De sad om Langbordet, og der var tillaget som til Gjæstebuds. Husbonden gik omkring og hilste paa dem som paa andet Kjendsfolk og bad, de ikke maatte være vrede, fordi han havde taget Drengen sin med denne Gangen. Saa steg han over Bordet, som Skikken er til Bryllups og Gjæstebuds, og satte sig i Høisædet paa Siden af Gamlekallen og nogle andre Underjordiske. Drengen satte sig paa Forsiden fremfor Bordet. Der skulde ingen sulte for Madens Skyld, for der var nok af alle Slag, og store Ølboller gik rundt baade tidt og jevnt, og Husbonden spiste godt og drak endda bedre; han trivdes vel i Laget, men Drengen syntes, alt dette var saa underligt, at han ikke torde røre det ringeste af alle de gilde Retter, som stod paa Bordet; ikke torde han tale til nogen heller, og han ønskede bare, han var vel derfra. Da husbonden skjønte, hvorledes det var med ham, sagde han, at han skulde følge ham paa Hjemveien, om han ikke havde Hug til at være der. Ja, det vilde Drengen mere end heller. Saa godsnakket Husbonden lidt med Gamlingen og fulgte Drengen ned paa Tømmerflaten, hvor han kunde se hjem til Husene paa Gaarden.

Saalænge den Manden levde, havde han Samlag med de Underjordiske i Troldaasen; men den, som kom efter ham, holdt ikke noget Venskab og Kjendskap med dem, endda han færdedes i Marken baade sent og tidlig, for den Tid var det ikke saa vandt om Vildt og Dyr; han lagde sig ogsaa paa Jagt og var en duelig Dyreskytter. En Gang gik han længe efter en stor Hjort; tilsidst kom han ind paa den og skjød den, saa den faldt her under Troldaasen, men det var ikke noget Dødsskud; derfor stak han Tollekniven i Nakken paa den og gav sig til at flaa. Mens han holdt paa med det, satte han Kniven fra sig i en Fure, som sto ved Siden, men da han vilde tage den igjen, var den borte; alt han ledte, fandt han den ikke. Da han kom hjem, sendte han Drengen efter Hjorten. De ledte ogsaa efter Kniven, men borte var den, og borte blev den.

Om Høsten reiste Manden ind til Bergen; han skulle hente Korn for Skind og Fedevarer, og til Helgen blev han bedt til Kjøbmanden at spise, saa som Skikken er. Der kom han til at sidde tilbords paa Siden af en anden Mand, som han ikke kjendte. Den Tid laa der ikke Kniv og Gaffel paa Bordet som nu, men hver Mand skar Stegen med Tollekniven sin.

Det gjorde den fremmede Manden, som sad ved Siden av Dyreskytteren, ogsaa, og da han lagde den fra sig paa Bordet, saa var det den samme Kniven, han satte fra sig i Furen. Den var ikke vanskelig at kjende, skal tro, for den var sølvholket, og Navnet hans stod ogsaa paa. Da de havde spist, var han ude en Stund denne Fremmede, og saa spurgte Dyreskytteren, hvad det var for en Mand. Kjøbmanden undredes paa dette og sagde: "Kjender Du ikke ham? Han er jo nærmeste Naboen din; han kalder sig Børge Børgesen, og den Manden kommer ikke til Byen med Skind i Tylftetal eller Baadlaster. Jeg tror ikke jeg lyver, om jeg siger han har halve Jægten fuld."

Da hin kom ind igjen, spurte Manden fra Valen, hvor han havde den Kniven fra, for den var hans, sagde han, og Navnet hans stod på den.

"Nei, den er min," sagde Manden, "den hørte mig til, da Du satte den i Husvæggen min, dengang Du karvede Livet af Storoxen; den havde Du aldrig faaet, havde jeg ikke undt Dig den. Men det kan nu være for det som det er. Kniven skal nu være din, og en fagna Mand skal Du være, om Du kommer til Gjæstebuds til mig og smager paa Øllet mit, den første Søndagen Du er hjemme."

"Du faar sige mig, hvor Du bor da," sagde Manden fra Valen.

"I Troldaasen," sagde hin.

Da var det ikke vanskeligt at vide, hvem han var, han var Husbond for "hint Folket".

Siden kom der igjen en Mand paa Gaarden; men Grandelaget med ham likte de ikke, for Folket levede altfor vel sammen og troede ikke paa de Underjordiske mere.

En dag, som en af Opsangermændene[4] laa og hvilte Middag borte i Marken sin, kom der En til ham og sagde: "Nu er det saa galt med det Valefolket; Du maa lade os faa Lov til at flytte fra Troldaasen og sætte os ned i Vigefjeldet i Marken din."

Manden var tung og ør af Søvnen og sandsede ikke rigtig, saa sagde han: "Ja, Du faar det."

Siden var det ikke sjelden at se dem i Marken der. Nu siger Folk, de har flyttet derfra ogsaa, men der er ikke nogen, som kan sige, hvor de har flyttet hen."

Her endte John Braaten sin Fortælling, men gjorde fremdeles nogle forblommede Hentydninger til, at disse Godtfolk havde været Stamfædre til den Slægt, som endnu eiede Gaarden. Under dette kom der frem paa Skovstien et Væsen, som efter Udseendet gjerne kunde bragt en eller anden til at tro, at "hint Folket" visede sig her endnu. Det var en rank Kvindeskikkelse i Egnens Dragt, kort sort Stak, rødt Liv, hvide Ærmer og en sort Hue med Sølvbroderi over det lyse Haar; hun drev et Par Ungsmaler[5] af en meget gjenstridig Natur, som i ét væk vilde ud af Veien, og som hun i lette Spring søgte at gjenne ind og frem paa Stien, snart under godslig Snak, snart under Skjænd dels over Smalerne[6] dels over Hunden, der som en Galning fór og skjælte og gjøede efter en Skarvehare oppe i Lien og lod hende være Smalehund isteden. Hun gjenkjendtes imidlertid snart som en af Gaardens Folk. Husmanden hjalp hende, og samtlige To- og Firbenede gik nu i Flok og Følge nedover; ogsaa Hunden, der snart var bleven kjed af Skarveharen, kom efter og overtog sit Hverv at holde de Gjenstridige til Orden.

Vi gik nedover langs Elven, og da vi kom ud paa Tømmerflaten, laa Fjorden for os vid og blank; den gjenspeilede Aftenhimmelens Glands, og Billederne af Øer og Aaser, Fjelde og Jægter vuggede sig i de lange Dønninger, et Dampskip havde efterladt. Under os laa Agrene, Lundene og Skoven med Birk og Løn og gamle Egetrær. Der ligger Gaardens Huse hvide og nette; over det nærmeste Teglstenstag rager Kjæmpe-Egen høit op i Lufen; dens mægtige Krone har maaske i mere end et halvt Aartusinde skjænket Menneskene Læ og Skygge. Ved det skovkronede Næs derude staar Sagen, og længere udenfor den, tæt ved den yderste flade Strand, sees Jægteskroget paa Stabelen mod den blanke Vandlfade; men Hamrene hvilte og Arbeidet med dem, og at Dagens Larm; kun Suset fra Elven og Sagrenden lyder gjennem Aftenstilheden.

[1] For at leserne kan få et autentisk billede av Asbjørnsens egen stil og form, er nedenstående stykke gjengitt uforandret etter originalen. Det ble trykt første gang i "Fra nordiske Digtere. Et Album". 1869.

[2] Non: Midaften Mellemmadstid. Ved Bergen og i Fjeldbygderne omtrent Kl. 3,

[3] "Hine": De Underjordiske.

[4] Opsanger: Navnet paa en Gaard i Nærheden.

[5] Ungsmale: Aarsgammelt Lam.

[6] Smalerne: Sauene.